1 | En Bøn af David. Herre! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend øren til min Bøn, som ikke sker med svigefulde Læber. |
2 | Lad min Ret udgaa fra dit Ansigt lad dine Øjne beskue Retskaffenhed. |
3 | Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig du fandt intet; jeg tænkte, min Mund skal ikke overtræde. |
4 | Med Hensyn paa Menneskenes Gerninger, da har jeg vogtet mig for Røveres Siter efter dine Læbers Ord. |
5 | Mine Skridt holdt sig paa dine Veje, mine Skridt rokkedes ikke. |
6 | Jeg raaber til dig; thi du, Gud! bønhører mig; bøj dit øre til mig, hør min Tale! |
7 | Bevis din underfulde Miskundhed, du, som med din højre Haand frelser dem, som tro, fra Modstanderne. |
8 | Bevar mig som Øjestenen, øjets Datter, skjul mig under dine Vingers Skygge |
9 | for de ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, for min Sjæls Fjender, som omringe mig. |
10 | De lukke deres Hjerte til, de tale med deres Mund af Hovmod. |
11 | Hvor vi gaa, have de nu omringet os; deres øjemed er, at vi maa glide paa Jorden. |
12 | Han er lig en Løve, der higer efter Rov, og lig en ung Løve, der sidder i Skjul. |
13 | Herre! staa op, forekom ham, bøj ham; frels min Sjæl fra den ugudelige ved dit Sværd, |
14 | fra Folk ved din Haand; Herre! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, og hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn. |
15 | Men jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærelighed; jeg skal mættes ved din Skikkelse, naar jeg opvaagner. |