1 | Herre! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt! |
2 | Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige. |
3 | Herre! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig? |
4 | De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret. |
5 | Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv. |
6 | De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse. |
7 | Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke. |
8 | Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge? |
9 | Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede øjet, ikke skulde se? |
10 | Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffer han, som lærer et Menneske Kundskab! |
11 | Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed. |
12 | Salig er den Mand, som du, Herre! advarer, og den, du underviser ud af din Lov |
13 | for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige. |
14 | Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sirl Arv. |
15 | Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den. |
16 | Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret? |
17 | Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille. |
18 | Der jeg sagde: Din Fod snublede, da opholdt, o Herre! din Miskundhed mig. |
19 | Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl. |
20 | Skulde Ondskabens Krone have Samkvem med dig? Den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er? |
21 | De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod. |
22 | Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe. |
23 | Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem. |