1 | Derefter var det Jødernes Høitid, og Jesus gik op til Jerusalem. |
2 | Men der var en Dam i Jerusalem ved Faareporten, den kaldes paa Hebraisk Bethesda og har fem Buegange. |
3 | I dem laa en stor Mængde af Syge, Blinde, Halte, Visne, som ventede paa, at Vandet skulde røres. |
4 | Thi paa visse Tider foer en Engel ned udi Dammen og oprørte Vandet. Hvo som da først, efter Vandets oprør, steg ned, blev sund, hvadsomhelst Syge han var beheftet med. |
5 | Men der var et Menneske, som havde ligget otte og tredive Aar i Sygdom. |
6 | Der Jesus saae ham ligge og vidste, at han allerede havde ligget lang Tid, sagde han til ham: vil du vorde sund? |
7 | Den Syge svarede ham: Herre! jeg har Ingen, som kan bringe mig i Dammen, naar Vandet bliver oprørt; men naar jeg kommer, nedstiger en Anden før jeg. |
8 | Jesus sagde til ham: staa op, tag din Seng og gak. |
9 | Og strax blev Mennesket sundt og tog sin Seng og gik; men det var Sabbat paa den samme Dag. |
10 | Derfor sagde Jøderne til den, som var bleven helbredet: det er Sabbat, det er dig ei tilladt at bære Sengen. |
11 | Han svarede dem: den, som gjorde mig sund, han sagde til mig: tag din Seng og gak. |
12 | Da spurgte de ham: hvo er det Menneske, som sagde til dig: tag din Seng og gak? |
13 | Men den, som var bleven helbredet, vidste ikke, hvo han var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var meget Folk paa Stedet. |
14 | Derefter fandt Jesus ham i Templet og sagde til ham: see, du er bleven sund; synd ikke mere, at dig ikke noget værre skal vederfares. |
15 | Mennesket gik bort og kundgjorde Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham sund. |
16 | Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, og søgte at slaae ham ihjel, efterdi han havde gjort dette paa en Sabbat. |
17 | Men Jesus svarede dem: min Fader arbeider indtil nu, og jeg arbeider. |
18 | Derfor søgte da Jøderne end mere at slaa ham ihjel, fordi han ikke aleneste brød Sabbaten, men og kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig. |
19 | Derfor svarede Jesus og sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: Sønnen kan slet intet gjøre af sig selv, uden hvad han seer Faderen gjøre; thi hvilke Ting, som han gjør, de samme gjør og Sønnen ligesaa. |
20 | Thi Faderen elsker Sønnen, og viser ham alt det, han selv gjør, og han skal vise ham større Gjerninger, end disse, at I skulle forundre Eder. |
21 | Thi ligesom Faderen opvækker Døde og gjør levende, ligesaa gjør og Sønnen levende, hvilke han vil. |
22 | Ogsaa dømmer Faderen Ingen, men har givet Sønnen al Dom, |
23 | at Alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som ham udsendte. |
24 | Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som hører mit Ord og troer den, som mig udsendte, har et evigt Liv, og kommer ikke til Dommen, men er gaaet over fra Døden til Livet. |
25 | Sandelig sandelig siger jeg Eder: den time kommer, ja, er nu, da de Døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som den høre, skulle leve. |
26 | Thi ligesom Faderen har Livet i sig selv, saaledes har han og givet Sønnen at have Livet i sig selv; |
27 | og har givet ham Magt, ogsaa at holde Dom, efterdi han er Menneskens Søn. |
28 | Forundrer Eder ikke herover; thi den Time kommer, paa hvilken alle de i Gravene skulle høre hans Røst, |
29 | og de skulle gaae frem, de, som have gjort Godt, til Livsens Opstandelse, men de, som have gjort Ondt til Dommens Opstandelse. |
30 | Jeg kan slet intet gjøre af mig selv; ligesom jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men Faderens Villie, som har udsendt mig. |
31 | Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt. |
32 | Der er en Anden, som vidner om mig, og jeg veed, at det Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig. |
33 | I have sendt til Johannes, og han har vidnet for Sandheden. |
34 | Men ikke fra et Menneske henter jeg Vidnesbyrd; dog dette siger jeg, paa det I skulle frelses. |
35 | Han har et brændende og skinnende Lys; men I have til en Tid villet fryde Eder ved hans Lys. |
36 | Men jeg har et større Vidnesbyrd end Johannes'; thi de Gjerninger, som Faderen har givet mig at fuldkomme, disse Gjerninger, som jeg gjør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig. |
37 | Og Faderen, som har udsendt mig, har selv vidnet om mig; I have aldrig hverken hørt hans Røst eller seet hans Skikkelse. |
38 | Og I have ikke hans Ord blivende i Eder; thi den, som han har udsendt, ham troe I ikke. |
39 | I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have et evigt Liv; og disse er det, som vidne om mig. |
40 | Og I ville ikke komme til mig, at I kunne have Livet. |
41 | Jeg tager ikke Ære af Mennesker; |
42 | men jeg kjender Eder, at I have ikke Guds Kjærlighed i Eder. |
43 | Jeg er kommen i min Faders Navn, og I annamme mig ikke; dersom en Anden kommer i sit eget Navn, han skulle I annamme. |
44 | Hvorledes kunne I troe, I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er af den eneste Gud, søge I ikke? |
45 | Tænker ikke, at jeg vil anklage Eder for Faderen; der er den, som Eder anklager, Moses, paa hvem I haabe. |
46 | Dersom I troede Moses, troede I vel mig; thi han har skrevet om mig. |
47 | Men troe I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I troe mine Ord? |