| 1 | Der Jakob saa, at Korn var til fals i Ægypten, da sagde Jakob til sine Sønner: Hvi se I paa hverandre? |
| 2 | Og han sagde: Se, jeg hører at der er Korn til fals i Ægypten, farer did ned og køber til os derfra, at vi maa leve og ikke dø. |
| 3 | Saa droge Josefs ti Brødre ned at købe Korn i Ægypten. |
| 4 | Men Jakob lod ikke Benjamin, Josefs Broder, fare med sine Brødre; thi han sagde: Der kunde vederfares ham nogen Ulykke. |
| 5 | Saa kom Israels Sønner at købe iblandt dem, som kom; thi der var Hunger i Landet Kanaan. |
| 6 | Og Josef var Regent over Landet han var den, som solgte til alt Folket i Landet; og Josefs Brødre kom, og de faldt ned for ham paa deres Ansigt til Jorden. |
| 7 | Og Josef saa sine Brødre og kendte dem og holdt sig fremmed mod dem og talede haarde Ting med dem og sagde til dem: Hvorfra komme I? og de sagde: Fra det Land Kanaan for at købe Spise. |
| 8 | Og Josef kendte sine Brødre; men de kendte ikke ham. |
| 9 | Og Josef kom de Drømme i Hu som han havde drømt om dem, og sagde til dem: I ere Spejdere, I ere komne at bese, hvor Landet er blot. |
| 10 | Og de sagde til ham: Nej, min Herre! men dine Tjenere ere komne for at købe Spise. |
| 11 | Vi ere alle een Mands Sønner, vi ere redelige, dine Tjenere ere ikke Spejdere. |
| 12 | Og han sagde til dem: Nej, men I ere komne for at bese, hvor Landet er blot. |
| 13 | De svarede: Vi, dine Tjenere vare tolv Brødre, een Mands Søn ner i Kanaans Land; og se, den yngste er endnu hos vor Fader, men den ene er ikke til. |
| 14 | Og Josef sagde til dem: Det er det, som jeg har talet til eder, der jeg sagde: I ere Spejdere. |
| 15 | Derpaa skulle I prøves: saa sandt Farao lever, skulle I ikke komme herfra, uden eders yngste Broder kommer hid. |
| 16 | Sender een af eder bort, at han skal hente eders Broder; men I skulle være fangne, og eders Ord skulle prøves, om I fare med Sandhed; thi hvis ikke, da ere I, saa sandt Farao lever, Spejdere. |
| 17 | Og han satte dem til sammen i Forvaring i tre Dage. |
| 18 | Men den tredje Dag sagde Josef til dem: Gører dette, saa skulle I leve; jeg frygter Gud. |
| 19 | Dersom I ere redelige, da lader een af eders Brødre blive som Fange i eders Forvaringshus; men farer I andre hen og fører det hjem, som I have købt mod Hungeren, for eders Huse, |
| 20 | og henter eders yngste Broder til mig, saa skulle eders Ord tros, og I skulle ikke dø; og de gjorde saaledes. |
| 21 | Men de sagde den ene til den anden: Vi have sandelig forskyldt dette for vor Broder, da vi saa hans Sjæls Angest, idet han bad os, og vi vilde ikke høre, derfor kommer denne Angest over os. |
| 22 | Ruben svarede dem og sagde: Talede jeg det ikke til eder, der jeg sagde: synder ikke mod Drengen, og I hørte ikke og se, nu kræves ogsaa hans Blod. |
| 23 | Men de vidste ikke, at Josef forstod det; thi der var en Tolk imellem dem. |
| 24 | Og han vendte sig fra dem og græd, og han vendte sig til dem igen og talede med dem og tog Simeon fra dem og lod ham binde for deres Øjne. |
| 25 | Og Josef befalede, at man skulde fylde deres Poser med Korn og give dem deres Penge igen, hver i sin Sæk, og give dem Tæring paa Vejen og han gjorde saa mod dem. |
| 26 | Og de lagde deres Korn paa deres Asener og fore derfra. |
| 27 | Men der den ene lod sin Sæk op for at give sit Asen Foder i Herberget, da saa han sine Penge, og se, de laa oven i hans Pose. |
| 28 | Og han sagde til sine Brødre: Mine Penge ere komne igen, og se, de ere her i min Pose; da faldt deres Mod, og de forskrækkedes den ene med den anden og sagde: Hvorfor har Gud gjort os dette? |
| 29 | Og de kom til Jakob, deres Fader, til Kanaans Land; og de gave ham til Kende alt det, som var den vederfaret, og sagde: |
| 30 | Den Mand som er Herre i Landet, talte os haardelig til og holdt os for Landets Spejdere. |
| 31 | Og vi svarede ham vi ere redelige, vi ere ikke Spejdere |
| 32 | Og vi vare tolv Brødre, vor Fader: Sønnen, den ene er ikke til, og den yngste er endnu hos vor Fader Kanaans Land. |
| 33 | Da sagde Manden Landets Herre, til os: derpaa vil jeg kende, om I ere redelige: lader den ene af eders Brødre blive hos mig, og tager, hvad I behøve mod Hunger en for edees Huse, og farer hen |
| 34 | og henter eders yngste Broder til mig, saa kan jeg kende, at I ikke ere Spejdere, men at I ere redelige; saa vil jeg give eder eders Broder igen, og I maa handle i Landet. |
| 35 | Og det skete, der de tømte deres Sække, se, da var hvers Pengeknude i hans Sæk; og de saa deres Pengeknuder, de og deres Fader og frygtede. |
| 36 | Da sagde Jakob, deres Fader, til dem: I berøve mig mine Børn; Josef er ikke til, og Simeon er ikke til, og Benjamin ville I tage hen; over mig kommer det altsammen. |
| 37 | Og Ruben talede til sin Fader og sagde: Du maa slaa begge mine Sønner ihjel, om jeg ikke forer ham til dig igen; giv ham i min Haand, og jeg vil føre ham til dig igen. |
| 38 | Og han sagde: Min Søn skal ikke fare ned med eder; thi hans Broder er død, og han alene er bleven tilbage, og møder ham nogen Ulykke paa Vejen, som I drage hen paa, da skulle I føre mine graa Haar med Sorg til Graven. Og Hungeren var svar i Landet. |
