| 1 | Og det skete, der de havde for tæret Kornet, som de havde hentet fra Ægypten, da sagde deres Fader til dem: Farer hen igen og køber os lidt Spise! |
| 2 | Da talede Juda til ham, sigende: Manden vidnede alvorlig for os og sagde: I skulle ikke se mit Ansigt, uden eders Broder er med eder. |
| 3 | Dersom du sender vor Broder med os, ville vi fare ned og købe dig Spise. |
| 4 | Men dersom du ikke vil sende ham, fare vi ikke ned; thi Manden sagde til os: I skulle ikke se mit Ansigt, uden eders Broder er med eder. |
| 5 | Og Israel sagde: Hvad have I gjort ilde mod mig ved at kundgøre Manden, at I havde endnu en Broder. |
| 6 | Og de sagde: Manden spurgte nøje om os og om vor Slægt og sagde: lever eders Fader endnu have I nogen Broder: da kundgjorde vi ham, eftersom han adspurgte; hvorlunde kunde vi saa lige vide, at han skulde sige: fører eders Broder ned. |
| 7 | Da sagde Juda til Israel, sin Fader: Lad den unge Mand fare med mig, at vi kunne gøre os rede og drage hen og leve og ikke dø, baade vi og du og vore smaa Børn. |
| 8 | Jeg vil være ansvarlig for ham, du maa kæve ham af min Haand; dersom jeg ikke fører ham igen til dig og sætter ham for dit Ansigt, da vil jeg bære Skyld for dig alle Dage. |
| 9 | Thi dersom vi ikke havde tøvet da havde vi nu to Gange været her igen. |
| 10 | Og Israel, deres Fader, sagde til dem: Om det saa skal være, da gører dette: tager af Landets bedste Frugt i eders Sække og fører ned ned til Manden som Skænk: lidt Balsam og lidt Honning, Urter og Ladanum, Pistacienødder og Mander. |
| 11 | Tager og andre Penge med der; og tager de Penge, som vare komne oven i eders Poser, igen med eder; maaske det er en Vildfarelse; |
| 12 | og tager eders Broder og gører eder rede, farer igen til Manden! |
| 13 | Og den almægtige Gud give eder Barmhjertighed for den Mand, at han lader eders anden Broder og Benjamin følge tilbage med eder; og jeg, skal jeg da være berøvet mine Børn, saa faar jeg være berøvet mine Børn. |
| 14 | Saa toge Mændene denne Skænk og toge dobbelte Penge i deres Haand og Benjamin og gjorde sig rede og droge ned til Ægypten og stode for Josefs Ansigt. |
| 15 | Da saa Josef Benjamin med dem og sagde til den, som forestod hans Hus: Før de Mænd til Huset og slagt Slagtekvæg og lav det til; thi disse Mænd skulle faa Mad med mig til Middag. |
| 16 | Og Manden gjorde, som Josef sagde; og Manden førte Mændene i Josefs Hus. |
| 17 | Men Mændene frygtede, fordi de bleve førte i Josefs Hus, og sagde: Vi føres her ind for de Penges Skyld, I som forrige Gang vare komne tilbage i vore Poser, for at han kan vælte sig ind paa os og overfalde os og tage os til Trælle med vore Asener. |
| 18 | Derfor gik de til Manden, som forestod Josefs Hus, og talede med ham ved Husets Dør. |
| 19 | Og de sagde: Hør mig, min Herre! vi vare jo tilforn dragne ned for at købe Spise. |
| 20 | Og det skete, der vi kom i Herberget og oplode vore Poser, se, da havde hver sine Penge oven i sin Pose, vore Penge efter deres Vægt, derfor have vi ført dem med os igen. |
| 21 | Og vi have taget andre Penge ned med os til at købe Spise for; vi vide ikke, hvo der lagde vore Penge i vore Poser. |
| 22 | Og Han sagde: Fred være med eder, frygter ikke! eders Gud og eders Faders Gud har givet eder en Skat i eders Poser, eders Penge kom til mig; og han lod Simeon ud til dem. |
| 23 | Og Manden førte Mændene i Josefs Hus og gav dem Vand, og de toede deres Fødder; og han gav deres Asener Foder. |
| 24 | Men de gjorde Gaven rede, indtil Josef kom om Middagen; thi de havde hørt, at de skulde faa Mad der. |
| 25 | Og Josef kom ind i Huset, og de bare ham den Skænk, som de havde i deres Haand, ind i Huset, og de faldt ned for ham paa Jorden. |
| 26 | Men han hilsede dem og sagde: Gaar det eders Fader; den gamle, vel, som I talede om? lever han endnu |
| 27 | De sagde: Det gaar din Tjener, vor Fader, vel, han lever endnu; og de bøjede sig og faldt ned for ham. |
| 28 | Da opløftede han sine Øjne og saa Benjamin sin Broder, sin Moders Søn, og saagde: Er denne eders yngste Broder, som I talte til mig om og han sagde: Gud være dig naadig, min Søn! |
| 29 | Og Josef skyndte sig; thi hans Hjerte brændte imod hans Broder, og han søgte et Sted, hvor han kunde græde, og han gik ind i Kammeret og græd der. |
| 30 | Og der han havde toet sit Ansigt, da gik han ud, og han holdt sig og sagde: Sætter Maden frem! |
| 31 | Saa satte de for ham særskilt og for dem særskilt og for Ægypterne, som aade med ham, særskilt, fordi Ægypterne ikke kunde æde Brød med Hebræerne; thi det er Ægypterne en Vederstyggelighed. |
| 32 | Og de sade lige for ham, den førstefødte efter sin Førstefødsel og den yngste efter sin Ungdom; og Mændene forundrede sig imellem sig indbyredes. |
| 33 | Og han lod bære Retter af det, som var for ham, til dem, og lod Benjamins Ret være mere end alle de andres Retter, fem Gange; og de drak og bleve drukne med ham. |
| 34 | |
