| 1 | Og han befalede den, som forestod hans Hus, og sagde: Fyld Mændenes Poser med Spise, efter som de kunne føre, og læg hvers Penge Øverst i hans Pose! |
| 2 | Og min Skaal, den Sølvskaal, skal du lægge øverst i den yngstes Pose og Pengene for hans Korn; og han gjorde efter Josefs Ord, som han havde sagt. |
| 3 | Om Morgenen, der det blev lyst, bleve Mændene sendte bort, de og deres Asener. |
| 4 | Der de vare dragne ud af Staden og ikke vare komne langt, sagde Josef til den, som forestod hans Hus: Staa op, forfølg Mændene, og naar du naar dem, da skal du sige til dem: hvor for have I betalt ondt for godt? |
| 5 | Er det ikke den, som min Herre drikker af? og hvorved han spaar? I have gjort ilde i, hvad I have gjort. |
| 6 | Og han naaede dem og talede disse Ord til dem. |
| 7 | Og de sagde til ham: Hvi taler min Herre saadanne Ord det, være langt fra dine Tjenere at gøre saadan Gerning. |
| 8 | Se, de Penge, som vi fandt oven i vore Poser, have vi bragt til dig igen fra Kanaans Land; hvorledes skulde vi da stjæle af din Herres Hus Sølv eller Guld? |
| 9 | Hos hvem af dine Tjenere den findes, han skal dø; dertil ville vi ogsaa være min Herres Trælle. |
| 10 | Og han sagde: Ja nu, det skal saa være efter eders Ord: hos hvem den findes, han skal være min Træl, og I skulle være frie. |
| 11 | Saa hastede de og hver lagde sin Pose ned paa Jorden, og hver oplod sin Pose. |
| 12 | Og han ransagede; han begyndte med den ældste og endte med den yngste, og Skaalen fandtes udi Benjamins Pose. |
| 13 | Da sønderreve de deres Klæder, og hver lagde paa sit Asen, og de fore til Staden igen. |
| 14 | Og Juda og hans Brødre kom til Josefs Hus, og han selv var endnu der, og de faldt til Jorden for hans Ansigt. |
| 15 | Da sagde Josef til dem: Hvad er dette for en Gerning, som I have gjort vide I ikke, at en Mand, som jeg er, kunde spaa det? |
| 16 | Og Juda sagde: Hvad skulle vi sige til min Herre hvad skullc vi tale, og hvormed ville vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine Tjeneres Misgerning; se, vi ere min Herres Trælle, baade vi, saa og den, som Skaalen er funden hos. |
| 17 | Og han sagde: Det være langt fra mig at gøre dette; den Mand, som Skaalen er funden hos, skal være min Træl; men drager I op med Fred til eders Fader! |
| 18 | Da gik Juda frem til ham og sagde: Hør mig, min Herre! kære, lad din Tjener tale et Ord for min Herres Øren, og lad din Vrede ikke forhaste sig paa din Tjener; thi du er ligesom Farao. |
| 19 | Min Herre spurgte sine Tjenere ad og sagde: Have I Fader eller Broder? |
| 20 | Da sagde vi til min Herre: Vi have en gammel Fader, og han har en ung Søn, han avlede i sin Alderdom; og hans Broder er død, og han er alene bleven igen efter sin Moder, og hans Fader har ham kær. |
| 21 | Da sagde du til dine Tjenere: Fører ham ned til mig, at jeg kan se ham. |
| 22 | Da sagde vi til min Herre: Den unge Mand kan ikke forlade sin Fader, dersom han forlader sin Fader, da dør denne. |
| 23 | Da sagde du til dine Tjenere: Dersom, ikke eders yngste Broder kommer ned med eder, skulle I ikke se mit Ansigt mere. |
| 24 | Og det skete, at vi fore op til din Tjener, min Fader, og vi gave ham min Herres Tale til Kende. |
| 25 | Da sagde vor Fader: Drager hen igen, køber os lidt Spise! |
| 26 | Da sagde vi: Vi kunne ikke fare ned; dersom vor yngste Broder er med os, da ville vi rejse ned; thi vi kunne ikke se den Mands Ansigt, dersom vor yngste Broder ikke er med os. |
| 27 | Da sagde din Tjener, min Fader, til os: I vide, at min Hustru har født mig to. |
| 28 | Og den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: Han er vist reven ihjel, og jeg har ikke set ham hidindtil. |
| 29 | Dersom I toge ogsaa denne fra mit Ansigt, han kom til Ulykke, da førte I ham graa Haar med Kummer ned Graven. |
| 30 | Og nu, dersom jeg kommer til din Tjener, min Fader, og en unge Mand ikke er med os, efterdi hans Sjæl er bunden til den unge Mands Sjæl, |
| 31 | da sker det, naar han ser, at den unge Mand ikke er der, at han dør, og dine enere ville bringe din Tjeners, vor Faders, graa Haar med Sorg til Graven. |
| 32 | Thi din Tjener blev anvarlig for den unge Mand hos min Fader og sagde: Dersom jeg ikke ringer dig ham igen, da vil jeg være Skyld for min Fader alle Dage. |
| 33 | Og nu, kære, lad din Tjener live min Herres Træl i Stedet for en unge Mand, men den unge Mand drage op med sine Brødre. |
| 34 | Thi hvorledes skulde jeg fare op til min Fader, uden at den unge Mand er med mig? jeg maatte da se paa det onde, som skulde ramme min Fader. |
