| 1 | Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand, |
| 2 | og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig. |
| 3 | Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig. |
| 4 | Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender. |
| 5 | Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig. |
| 6 | Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer laa foran mig. |
| 7 | Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren. |
| 8 | Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred. |
| 9 | Og der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; gloende Kul brændte ud fra ham. |
| 10 | Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder. |
| 11 | Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger. |
| 12 | Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer. |
| 13 | Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul. |
| 14 | Herren tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst. |
| 15 | Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem: |
| 16 | Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, ved hans Næses Aandes Pust. |
| 17 | Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande. |
| 18 | Han fried mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke, |
| 19 | De overfaldt mig i min Modgang Tid; men Herren var min Støtte. |
| 20 | Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig. |
| 21 | Herren gengældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed. |
| 22 | Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud. |
| 23 | Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke; |
| 24 | men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning. |
| 25 | Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Renhed for hans Øjne. |
| 26 | Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vældige viser du dig trofast. |
| 27 | Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang. |
| 28 | Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du. |
| 29 | Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gøre min Mørkhed klar. |
| 30 | Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur. |
| 31 | Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham. |
| 32 | Thi hvo er en Gud foruden Herren? og hvo er en Klippe foruden vor Gud? |
| 33 | Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment. |
| 34 | Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Hoje. |
| 35 | Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme. |
| 36 | Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor. |
| 37 | Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke. |
| 38 | Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa; dem. |
| 39 | Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder. |
| 40 | Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig. |
| 41 | Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt. ja mine Hadere, og jeg udrydder dem. |
| 42 | De saa sig om, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke. |
| 43 | Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned. |
| 44 | Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig. |
| 45 | Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig. |
| 46 | Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge. |
| 47 | Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes! |
| 48 | Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig, |
| 49 | og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmænd. |
| 50 | Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov. |
| 51 | Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig. |
