| 1 | Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde: |
| 2 | Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret: |
| 3 | Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig? |
| 4 | Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne. |
| 5 | Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig! |
| 6 | og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig meget af din Misgerning. |
| 7 | Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning? |
| 8 | Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide? |
| 9 | Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet. |
| 10 | Naar han farer frem og lukker til I eller forsamles, hvo vil da holde ham tilbage? |
| 11 | Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa |
| 12 | Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske. |
| 13 | Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham, |
| 14 | dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte, |
| 15 | da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte. |
| 16 | Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi. |
| 17 | Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen. |
| 18 | Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig. |
| 19 | Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt. |
| 20 | Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet: |
