| 1 | Men Job svarede og sagde: |
| 2 | Sandelig, I ere Folket, og med eder dør Visdommen ud! |
| 3 | Jeg har ogsaa Forstand ligesom I, jeg falder ikke igennem for eder; og hvo ved ikke saadanne Ting |
| 4 | Jeg er til Latter for min Ven, jeg, som raabte til Gud og fik Svar; den retfærdige, den oprigtige er til Latter. |
| 5 | En for agtet Lampe i den trygges Tanke er den, som er nær ved at snuble med Foden. |
| 6 | Ødelæggernes Telte have Ro, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som sætter sin Haand som Gud. |
| 7 | Og sandelig, spørg dog Dyrene ad, og de skulle lære dig det; og Himmelens Fugle, og de skulle forkynde dig det. |
| 8 | Eller tal til Jorden, og den skal lære dig det, og Fiskene i Have skulle fortælle dig det. |
| 9 | Hvo ved ikke om alle disse Ting, at Herrens Haand har gjort dette? |
| 10 | han, i hvis Haand hver levende Sjæl er, og Aanden i hvert Menneskes Kød! |
| 11 | Mon ikke Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden? |
| 12 | Hos de graahærdede er Visdom, og Dagenes Længde giver Forstand. |
| 13 | Hos ham er Visdom og Vælde, ham hører Raad og Forstand til. |
| 14 | Se, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op. |
| 15 | Se, han holder Vandene tilbage, og de borttørres, og han udlader dem, og de omvælte Landet. |
| 16 | Hos ham er Styrke og Kraft; ham hører den til, som farer vild, og den, som fører vild. |
| 17 | Han lader Raadgiverne gaa af klædte bort og gør Dommerne til Daarer. |
| 18 | Han løser Kongernes Herredømme og læggerBaand om deres Lænder. |
| 19 | Han lader Præsterne gaa afklædte bort og omkaster de stærke. |
| 20 | Han berøver de sikre Talere Mælet, tager Forstanden fra de gamle. |
| 21 | Han udøser Vanære over Fyrsterne og løser de stærkes Bælte. |
| 22 | Han aabenbarer de dybe Ting af Mørket og udfører Dødens Skygge til Lyset. |
| 23 | Han formerer Folkene og lader dem gaa til Grunde; han udbreder Folkene og bortfører dem. |
| 24 | Han borttager Forstand fra Folkets Øverster i Landet og lader dem fare vild i det øde, hvor ingen Vej er. |
| 25 | De famle i Mørke, hvor intet Lys er, og han bringer dem til at fare vild som den drukne. |
