| 1 | Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro. |
| 2 | Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke. |
| 3 | Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom. |
| 4 | Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste. |
| 5 | Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride: |
| 6 | Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag. |
| 7 | Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke. |
| 8 | Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet, |
| 9 | saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante. |
| 10 | Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da? |
| 11 | Vand Iøber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør: |
| 12 | Saaledes lægger og et Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn. |
| 13 | Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! |
| 14 | Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom. |
| 15 | Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning! |
| 16 | Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd. |
| 17 | Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning. |
| 18 | Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flyttter sig fra sit Sted; |
| 19 | Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet. |
| 20 | Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare. |
| 21 | Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke. |
| 22 | For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler. |
