| 1 | Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde: |
| 2 | Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst, |
| 3 | idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade! |
| 4 | Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt. |
| 5 | Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge. |
| 6 | Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig. |
| 7 | Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene |
| 8 | Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig o |
| 9 | Hvad ved du, som vi ikke vide hvad for staar du, og det skulde ikke være os bekendt |
| 10 | Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader. |
| 11 | Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig, |
| 12 | Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne? |
| 13 | Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund. |
| 14 | Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, sóm er født af en Kvinde? |
| 15 | Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne: |
| 16 | Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand? |
| 17 | Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle: |
| 18 | Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre, |
| 19 | dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem. |
| 20 | Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand. |
| 21 | Rædsler lyde for hans øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham. |
| 22 | Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet. |
| 23 | Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side. |
| 24 | Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden; |
| 25 | thi han har udrakt; sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige; |
| 26 | han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag; |
| 27 | thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme, |
| 28 | og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe. |
| 29 | Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet skal ikke udbredes i Landet. |
| 30 | Han skal ikke komme bort fra Mørket en Lue skal tørre hans Kvist; mer han skal komme bort ved hans Munds Aande. |
| 31 | Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, har skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling. |
| 32 | Før hans; Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes. |
| 33 | Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster. |
| 34 | Thi den vanhelliges. Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte. |
| 35 | De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig. |
