| 1 | Da svarede Job og sagde: |
| 2 | Jeg har hørt mange Ting som dise: I ere alle sammen besværlige Trøstere. |
| 3 | Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer? |
| 4 | Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder. |
| 5 | Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring. |
| 6 | Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg? |
| 7 | Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling. |
| 8 | Du har grebet mig, det blev et Vidne mod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig. |
| 9 | Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig. |
| 10 | De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med F'orhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig. |
| 11 | Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder. |
| 12 | Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig. |
| 13 | Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden. |
| 14 | Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt. |
| 15 | Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet. |
| 16 | Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage, |
| 17 | skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren. |
| 18 | O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab. |
| 19 | Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje. |
| 20 | Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud, |
| 21 | at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste. |
| 22 | Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage. |
