| 1 | Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig. |
| 2 | Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed? |
| 3 | Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag? |
| 4 | Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem. |
| 5 | Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres. |
| 6 | Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet. |
| 7 | Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge. |
| 8 | For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige. |
| 9 | Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke. |
| 10 | Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder. |
| 11 | Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad. |
| 12 | De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer. |
| 13 | Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. |
| 14 | Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster! |
| 15 | Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse - hvo skuer den? |
| 16 | Den skal nedfare til Gravens Porte, naar der tilmed bliver Ro i Støvet. |
