| 1 | Men Job svarede og sagde: |
| 2 | Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord? |
| 3 | I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig. |
| 4 | Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv. |
| 5 | Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam, |
| 6 | saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig. |
| 7 | Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar jeg skriger, og der er ingen Ret. |
| 8 | Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier. |
| 9 | Han afførte mig min Ære og bort tog mit Hoveds Krone. |
| 10 | Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ; |
| 11 | og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender. |
| 12 | Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt. |
| 13 | Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig. |
| 14 | Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have, glemt mig. |
| 15 | De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne. |
| 16 | Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt. |
| 17 | Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner. |
| 18 | Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig. |
| 19 | Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig. |
| 20 | Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud. |
| 21 | Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig. |
| 22 | Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød? |
| 23 | Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog, |
| 24 | ja, maatte de med; en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid! |
| 25 | Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal. staa op over Støvet. |
| 26 | Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud, |
| 27 | hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre. |
| 28 | Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! - og Sagens Rod skal være funden i mig -. |
| 29 | Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til. |
