| 1 | Men Job svarede og sagde: |
| 2 | hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde! |
| 3 | Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte! |
| 4 | Mon min Klage gælder Mennesker og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig? |
| 5 | Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden! |
| 6 | Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød. |
| 7 | Hvorfor blive de ugudelige i. Live, blive gamle, ja vældige i Kraft? |
| 8 | Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne. |
| 9 | Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem. |
| 10 | Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar. |
| 11 | De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe. |
| 12 | De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved; Fløjtens Lyd. |
| 13 | De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige. |
| 14 | Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje. |
| 15 | Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham? |
| 16 | Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig. |
| 17 | Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede? |
| 18 | Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler |
| 19 | Gud gemmer hans Uret til hans Børn." Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det. |
| 20 | Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede. |
| 21 | Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude? |
| 22 | Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje? |
| 23 | Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg; |
| 24 | hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld. |
| 25 | Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt. |
| 26 | De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem. |
| 27 | Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig; |
| 28 | thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede? |
| 29 | Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd, |
| 30 | at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag |
| 31 | Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham |
| 32 | Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde. |
| 33 | I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal. |
| 34 | Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed. |
