| 1 | Da svarede Elifas, Thernaniten, og sagde: |
| 2 | Mon en Mand kan gavne Gud? nej; men han gavner sig selv, naar han handler klogelig. |
| 3 | Mon det er den Almægtige en Fordel, at du er retfærdig? og mon det er ham en Vinding, at du holder dine veje fuldkomne? |
| 4 | Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig og gaa i Rette med dig? |
| 5 | Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger? |
| 6 | Thi du tog Pant af dine Brødre uden Føje og trak Klæderne af de nøgne. |
| 7 | Du gav ikke den trætte Vand at drikke og nægtede den hungrige Brød. |
| 8 | Men den Mand, hvis Arm var stærk, han havde Landet, og den, hvis Person var i anset, boede deri. |
| 9 | Du lod Enker fare tomhændede, og de faderløses Arme knustes. |
| 10 | Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Rædsel har hastelig forfærdet dig. |
| 11 | Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig? |
| 12 | Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje! |
| 13 | Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket? |
| 14 | Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds. |
| 15 | vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfærdige Folk have vandret paa, |
| 16 | de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm; |
| 17 | de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem. |
| 18 | Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig. |
| 19 | De retfærdige se det og glæde sig, og den uskyldige spotter dem: |
| 20 | Sandelig, vor Modstander er tilintetgjort, og Ild har fortæret deres Herlighed". |
| 21 | Kære, hold dig til ham, og hav saa Fred! deraf skal kornme godt til dig. |
| 22 | Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte! |
| 23 | Dersom du vender om til den Almægtige, da bliver du bygget op igen, ja, naar du holder Uret langt fra dine Telte. |
| 24 | Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Bækkens Stene: |
| 25 | Saa skal den Almægtige være dit Guld, og han skal være dit kostbare Sølv. |
| 26 | Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud. |
| 27 | Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter. |
| 28 | Naar du beslutter en Ting, da skal den lykkes for dig, og Lyset skal skinne over dine Veje. |
| 29 | Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned. |
| 30 | Han skal fri endogsaa den, der ikke er uskyldig, og denne skal udfries ved dine Hænders Renhed. |
