| 1 | Men Job svarede og sagde: |
| 2 | Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk. |
| 3 | Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig! |
| 4 | Jeg vilde lægge Sagen frem for hans. Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger. |
| 5 | Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig. |
| 6 | Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig. |
| 7 | Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig. |
| 8 | Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke. |
| 9 | Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham. |
| 10 | Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet. |
| 11 | Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke. |
| 12 | Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov. |
| 13 | Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han. |
| 14 | Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadnne Ting har han for. |
| 15 | Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham. |
| 16 | Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig. |
| 17 | fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt. |
