| 1 | Hvorfor ere Tider ikke gemte af den Almægtige? og hvorfor se de, som kender ham, ikke hans Dage? |
| 2 | Man forrykker Markskel, man røver Hjorder og vogter dem; |
| 3 | man driver de faderløses Asen bort, man tager en Enkes Okse til Pant; |
| 4 | man trænger de fattige ud af Vejen, de elendige i Landet maa skjule sig til Hobe. |
| 5 | Se, som Vildæsler i Ørken gaa de ud til deres Gerning, de staa aarle op efter Føde! Ørkenen giver dem Brød til Børnene. |
| 6 | De høste den ugudeliges Blandingssæd, og de holde Efterhøst i hans Vingaard. |
| 7 | Nøgne ligge de om Natten, uden Klæder, og uden Dække i Kulden. |
| 8 | De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de ingen Tilflugt have, favne de Klippen. |
| 9 | Man river den fader løse fra, Moders Bryst; og af den elendige tager man Pant. |
| 10 | Nøgne gaa de uden Klæder, og hungrende bære de Neg. |
| 11 | De udperse Olie inden for hines Mure, de træde Vinperserne og tørste derved. |
| 12 | Fra Staden sukke Folk, og de gennemboredes Sjæle skrige; dog agter Gud ikke paa det urimelige deri. |
| 13 | Der er dem, som hade Lyset, de kende ikke dets Veje, og de blive ikke paa dets Stier. |
| 14 | Morderen staar op, naar det dages, slaar den elendige og fattige ihjel; og om Natten er han som Tyvern. |
| 15 | Og Horkarlens Øjne vare paa Tusmørket, og han siger: Intet Øje skal skue mig; og han lægger et Dække over sit Ansigt. |
| 16 | I Mørket brydes ind i Husene, om Dagen lukke de sig inde; de kende ikke Lyset |
| 17 | Thi for dem alle er Dødsskygge Morgen; thi de ere bekendte med Dødsskyggens Rædsler. |
| 18 | Let farer en saadan bort paa Vandet, deres Arvelod er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Vingaardenes Vej. |
| 19 | Tørhed, ja Hede borttager Snevand. Dødsriget dem, som have syndet. |
| 20 | Moders Liv glemmer ham, han smager Ormene vel; han ihukommes ikke ydermere, og Uretfærdigheden sønderbrydes som et Træ; |
| 21 | han, der udpinte den ufrugtbare, som ikke fødte, og ikke vilde gøre en Enke godt. |
| 22 | Dog Gud opholder de mægtige længe med sin Magt; de rejse sig, naar de ikke mere tro paa deres Liv. |
| 23 | Han giver dem Tryghed, og de forlade sig fast derpaa; og hans Øjne ere over deres Veje. |
| 24 | De ere ophøjede; om en liden Stund findes ingen af dem, og de synke hen, de indsamles som alle andre, og de afhugges som Toppen paa et Aks. |
| 25 | Og hvis det ikke er saa, hvo kan da straffe mig for Løgn og gøre min Tale til intet |
