| 1 | Thi Sølvet har sit Sted, hvorfra det kommer, og Guldet, man renser, har sit Sted. |
| 2 | Jern hentes af Støvet og Stene, som smeltes til Kobber. |
| 3 | Man gør Ende paa Mørket, og indtil det yderste ransager man de Stene, som ligge i Mørket og Dødens Skygge. |
| 4 | Man bryder en Skakt ned fra Jordboen; forglemte af Vandrerens Fod hænge de, borte fra Mennesker svæve de. |
| 5 | Af Jorden fremkommer Brød, men indeni omvæltes den som af Ild. |
| 6 | Dens Stene ere Safirens Sted, og den har Guldstøv i sig? |
| 7 | Stien derhen har ingen Rovfugl kendt, ingen Skades Øjne set. |
| 8 | De stolte Dyr have ikke betraadt den, og ingen Løve har gaaet ad den. |
| 9 | Man lægger Haand paa den haarde Flint, man omvælter Bjerge fra Roden af. |
| 10 | Man udhugger Gange i Klipperne, og Øjet ser alt det dyrebare. |
| 11 | Man binder for Strømmene, saa at ikke en Draabe siver ud, og fører de skjulte Ting frem til Lyset. |
| 12 | Men Visdomrnen - hvorfra vil man finde den? og hvor er Indsigtens Sted |
| 13 | Et Menneske kender ikke dens Værdi, og den findes ikke i de levendes Land. |
| 14 | Afgr unden siger: Den er ikke i mig, og Havet siger: Den er ikke hos mig. |
| 15 | Den kan ikke faas for det fineste Guld, ej heller dens Værdi opvejes med Sølv. |
| 16 | Den kan ikke opvejes med Guld fra Ofir, ej heller med den dyrebare Onyks og Safir. |
| 17 | Den kan ikke vurderes lige med Guld og Krystal; man kan ikke tilbytte sig den for Kar af fint Guld. |
| 18 | Koraller og Edelstene tales der ikke om; og Visdoms Besiddelse er bedre end Perler. |
| 19 | Topazer af Morland kunne ikke vurderes lige imod den; den kan ikke opvejes med det rene Guld. |
| 20 | Men Visdommen - hvorfra kommer den? og hvor er Indsigtens Sted? |
| 21 | Den er skjult for alle levendes Øjne, den er og dulgt for Fuglene under Himmelen. |
| 22 | Afgrunden og Døden sige: Kun et Rygte om den hørte vi med vore Øren. |
| 23 | Gud forstaar dens Vej, og han kender dens Sted. |
| 24 | Thi han skuer indtil Jordens Ender; han ser hen under al Himmelen. |
| 25 | Der han gav Vinden sin Vægt og bestemte Vandet dets Maal, |
| 26 | der han satte en Lov for Regnen og en Vej for Lynet, som gaar foran Torden, |
| 27 | da saa han den og kundgjorde den, beredte den, ja gennemskuede den. |
| 28 | Og han sagde til Mennesket: Se, Herrens Frygt, det er Visdom, og at vige fra det onde, det er Forstand. |
