| 1 | Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag. |
| 2 | Og Job svarede og sagde: |
| 3 | Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget! |
| 4 | Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den. |
| 5 | Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den! |
| 6 | Den Nat - Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal! |
| 7 | Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den! |
| 8 | De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan! |
| 9 | Dens Dæmvrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage, |
| 10 | fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne. |
| 11 | Hvorfor døde jeg ikke fraModers Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden. |
| 12 | Hvorfor optoge Knæ mig og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst? |
| 13 | Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet |
| 14 | med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde, |
| 15 | eller med fyrsterne som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv; |
| 16 | eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset. |
| 17 | Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse; |
| 18 | der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst; |
| 19 | der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre. |
| 20 | Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen? |
| 21 | dem som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte: |
| 22 | dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven |
| 23 | den Mand hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for |
| 24 | Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet. |
| 25 | Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig. |
| 26 | Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro. |
