| 1 | Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde. |
| 2 | Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort. |
| 3 | De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat; |
| 4 | de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde; |
| 5 | de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv; |
| 6 | de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper; |
| 7 | imellem Buske skryde de, de samles under Nælder. |
| 8 | Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet. |
| 9 | Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak. |
| 10 | De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet. |
| 11 | Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt. |
| 12 | Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig; |
| 13 | de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper; |
| 14 | de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder. |
| 15 | Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky. |
| 16 | Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig. |
| 17 | Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke. |
| 18 | Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel. |
| 19 | Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske. |
| 20 | Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig. |
| 21 | Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke. |
| 22 | Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag. |
| 23 | Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus. |
| 24 | Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald eller mon en ikke skriger i sin Ulykke? |
| 25 | Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige? |
| 26 | Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed. |
| 27 | Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig. |
| 28 | Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen. |
| 29 | Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder. |
| 30 | Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede. |
| 31 | Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd. |
