| 1 | Da lode disse tre Mænd af at svare Jobs efterdi han var retfærdig i sine egne Øjne. |
| 2 | Men Vreden optændtes hos Elihu, Busiten, Barakels Søn, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes imod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdig over for Gud. |
| 3 | Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig. |
| 4 | Men Elihu havde biet efter, at Job skulde ende sine Ord; thi hine vare ældre af Aar end han. |
| 5 | Der Elihu saa, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans vrede. |
| 6 | Saa svarede Eilhu. Busiten, Barakels Søn, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere bedagede Mænd; derfor undsaa jeg mig og frygtede for at kundgøre eder min Kundskab. |
| 7 | Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgøre Visdom! |
| 8 | Sandelig, det er Aanden i Mennesket og den Almægtiges Aande, som gør ham forstandig. |
| 9 | De alderstegne ere ikke altid vise, ej heller forstaa de gamle altid Retten. |
| 10 | Derfor siger jeg: Hør paa mig; ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab. |
| 11 | Se, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte mine Øren til eders forstandige Tale, indtil I kunde faa udgrundet, hvad I vilde tale. |
| 12 | Og jeg har agtet nøje paa eder, men se, der var ingen af eder, som gendrev Job, og som kunde svare paa hans Tale, |
| 13 | at I ikke skulde sige: Vi have fundet Visdom; Gud, men ikke et Menneske, kan fælde ham. |
| 14 | Men imod mig har han ikke stillet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke give ham Svar. |
| 15 | De ere blevne forskrækkede, de kunne ikke svare mere, borte ere Ordene for dem. |
| 16 | Og jeg biede, thi de talte ikke ja, de stode der, de svarede ikke mere. |
| 17 | Nu vil jeg ogsaa svare for min Del, ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab. |
| 18 | Thi jeg er fuld af Taler; Aanden i mit Indre trænger paa. |
| 19 | Se, mit Indre er som Vin, for hvilken der ikke er aabnet, det maa sprænges som nye Læderflasker. |
| 20 | Jeg maa tale, at jeg kan faa Luft, jeg maa oplade mine Læber og svare. |
| 21 | Ikke vil jeg anse nogens Person, og jeg vil ikke smigre for noget Menneske; |
| 22 | thi jeg forstaar ikke at smigre; lettelig vilde min Skaber rive mig bort. |