| 1 | Og Elihu blev ved og sagde: |
| 2 | Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud. |
| 3 | Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig! Ret. |
| 4 | Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig. |
| 5 | Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke. |
| 6 | Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret. |
| 7 | Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes. |
| 8 | Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore, |
| 9 | da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige; |
| 10 | da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed. |
| 11 | Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed; |
| 12 | men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand. |
| 13 | Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem. |
| 14 | Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres. |
| 15 | Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel. |
| 16 | Ogsaa dig leder han ud af Tængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme. |
| 17 | Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad. |
| 18 | Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig! |
| 19 | Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke! |
| 20 | Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted. |
| 21 | Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide. |
| 22 | Se, Gud er oph øjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han? |
| 23 | Hvo har foreskevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret? |
| 24 | Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget; |
| 25 | hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra. |
| 26 | Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar. |
| 27 | Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn, |
| 28 | hvilken Skyerne lade nedflyde; lade neddryppe over mange Mennesker. |
| 29 | Mon ogsaa. nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen |
| 30 | Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder. |
| 31 | Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed. |
| 32 | Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme. |
| 33 | Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op. |
