| 1 | Kan du i jage Rov til Løvinden og fylde de unge Løvers Graadighed, |
| 2 | naar de lægge sig ned i deres Boliger og blive i Skjul for at lure |
| 3 | Hvo skaffer Ravnen dens Føde, naar dens Unger skrige til Gud, naar de fare hid og did, fordi de intet have at æde? |
| 4 | Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde? |
| 5 | Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde |
| 6 | De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde. |
| 7 | Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem. |
| 8 | Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand, |
| 9 | hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo. |
| 10 | Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren. |
| 11 | Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne. |
| 12 | Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe? |
| 13 | Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig? |
| 14 | Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde |
| 15 | Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din. Tærskeplads? |
| 16 | Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer? |
| 17 | Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet, |
| 18 | og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem. |
| 19 | Den handler haardt med sine Unger, om vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt. |
| 20 | Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand. |
| 21 | Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den. |
| 22 | Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke? |
| 23 | Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig. |
| 24 | Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning |
| 25 | Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld. |
| 26 | Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind. |
| 27 | Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres. |
| 28 | Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen. |
| 29 | Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen ftyver, udbreder sine Vinger imod Sønden? |
| 30 | Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje? Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg. Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne, og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den. Og Herren svarede Job og sagde: Vil Dadleren gaa i Rette med den Almægtige? den, som anklager Gud, han svare herpaa! Da svarede Job Herren og sagde: Se, jeg er ringe, hvad skal jeg give dig til Svar? jeg har lagt min Haand paa min Mund. Jeg har talt een Gang, men vil ikke svare mere; og to Gange, men vil ikke blive ved. |
