| 1 | Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde: |
| 2 | Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved men hvo kan holde sig fra at tale? |
| 3 | Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder; |
| 4 | dine Ord have oprejst den faldne, Og du har styrket de bøjede Knæ: |
| 5 | men nu det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, Og du forfærdes! |
| 6 | Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning? |
| 7 | Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde eller hvor ere de oprigtige udslettede? |
| 8 | Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter: |
| 9 | De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand. |
| 10 | Løvens Brøl og den grumme Løves Røst høre op, og de unge Løvers Tænder ere knuste; |
| 11 | Løven omkommer af lvlangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes. |
| 12 | Men mig, er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf |
| 13 | i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk; |
| 14 | da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve; |
| 15 | og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme; |
| 16 | den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst: |
| 17 | Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud monne en Mand være ren for den, som skabte ham? |
| 18 | Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab, |
| 19 | endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl; |
| 20 | fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde. |
| 21 | Farer ikke deres Herlighed, som var i dem bort? ja, de dø, men ikke i Visdom. |
