| 1 | Men Job svarede og sagde: |
| 2 | Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler! |
| 3 | Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem. |
| 4 | Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig. |
| 5 | Mon Vildæselet skryder naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har foder? |
| 6 | Mon det vamle kan ædes uden Salt?eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen? |
| 7 | Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise. |
| 8 | Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab! |
| 9 | og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig! |
| 10 | Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale. |
| 11 | Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter znig, at jeg skulde forlænge mit Liv? |
| 12 | Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber? |
| 13 | Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig! |
| 14 | Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt. |
| 15 | Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi, |
| 16 | de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig. |
| 17 | Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted. |
| 18 | Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme. |
| 19 | Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem. |
| 20 | De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede. |
| 21 | Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte. |
| 22 | Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue? |
| 23 | eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand |
| 24 | Lærer mig, og jeg; vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild. |
| 25 | Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser? |
| 26 | Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr? |
| 27 | Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste. |
| 28 | Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt? |
| 29 | Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag! |
| 30 | Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, livad ondt er? |
