| 1 | Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde: |
| 2 | Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr? |
| 3 | Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed? |
| 4 | Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold. |
| 5 | Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade, |
| 6 | og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Boig skal have Fred. |
| 7 | Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort. |
| 8 | Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet; |
| 9 | thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; |
| 10 | skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte? |
| 11 | Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand? |
| 12 | Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det. |
| 13 | Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl. |
| 14 | Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv. |
| 15 | Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast. |
| 16 | Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hansHave. |
| 17 | Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen: han skuer op imod Stenhuset. |
| 18 | Men oprykkes han fra. sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har er ikke set dig. |
| 19 | Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet. |
| 20 | Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand. |
| 21 | Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig. |
| 22 | De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes. |
