| 1 | en Job svarede og sagde: |
| 2 | Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud |
| 3 | Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde. |
| 4 | Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred |
| 5 | han som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede; |
| 6 | han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve; |
| 7 | han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne; |
| 8 | han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølgel; |
| 9 | han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden; |
| 10 | han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige ring, saa der ikke er Tal derpaa! |
| 11 | Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke. |
| 12 | Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du |
| 13 | Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham. |
| 14 | Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham. |
| 15 | Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommel. |
| 16 | Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst. |
| 17 | Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag. |
| 18 | Har vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder: |
| 19 | Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: "Se her!" og kom det an paa Ret: "Hvo stævner mig?" |
| 20 | Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag. |
| 21 | Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv. |
| 22 | Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige. |
| 23 | Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse. |
| 24 | Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da? |
| 25 | Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set dct gode. |
| 26 | De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise. |
| 27 | Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig, |
| 28 | da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig. |
| 29 | Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje? |
| 30 | Om je end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe, |
| 31 | da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig. |
| 32 | Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinhinanden for Dommen. |
| 33 | Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge. |
| 34 | Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke! |
| 35 | Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv. |
