| 1 | Herre! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødems Tider? |
| 2 | Ved den ugudeliges Hovmod ængstes de elendige; de gribes i de Tanker, hvilke han optænkte. |
| 3 | Thi den ugudelige roser sig af sin Sjæls Begæring, og den rovgerrige velsigner sig, Herren foragter han. |
| 4 | Den ugudelige sætter Næsen højt og, siger: Der ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker. |
| 5 | Hans Veje lykkes altid, dine Domme ere ham for høje; han trodser alle sine Fjender. |
| 6 | Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke komme i Ulykke. |
| 7 | Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Bedrageri, under hans Tunge er Uret og Ondskab. |
| 8 | Han sidder paa Lur i Byerne, i Skjul ihjelslaar han en uskyldig; hans Øjne spejde efter den svage. |
| 9 | Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer pna at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn. |
| 10 | Knuste syne disse hen, og for hans vældige falde de svage. |
| 11 | Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed. |
| 12 | Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand, glem ikke de elendige! |
| 13 | Hvorfor skal en ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke. |
| 14 | Du ser det! thi du skuer Møje og Fortræd, saa at de kunne lægges i din Haand; den svage forlader sig paa dig, du har været den faderløses Hjælper. |
| 15 | Sønderbryd den ugudeliges Arm; og hjemsøg den ondes Ugudelighed, indtil du ikke finder den mere. |
| 16 | Herren er Konge evindelig og altid; Hedningerne omkomme af hans Land. |
| 17 | Du, Herre! hører de elendiges Begæring, du styrker deres Hjerte, du lader Dit Øre mærke derpaa |
| 18 | for at skaffe den faderløse og ringe Ret; ej længer skal et Menneske, der er af Jorden, vedblive at volde Skræk. |
