| 1 | En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt. |
| 2 | Herre! Hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig. |
| 3 | Skjul ikke dit Ansigt for mig, paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skyld dig og bønhør mig! |
| 4 | Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere betændte som et Brandsted. |
| 5 | Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød. |
| 6 | Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød. |
| 7 | Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde. |
| 8 | Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget. |
| 9 | Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mlig. |
| 10 | Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad |
| 11 | for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort. |
| 12 | Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt. |
| 13 | Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt. |
| 14 | Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen. |
| 15 | Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv. |
| 16 | Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære; |
| 17 | thi Herren har bygget Zion og har lndet sig se i sin Herlighed. |
| 18 | Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet dere: Bøn. |
| 19 | Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren. |
| 20 | Thi han saa ned fra sin Helligdorns Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden |
| 21 | for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn, |
| 22 | for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem, |
| 23 | naar folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren. |
| 24 | Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage. |
| 25 | Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage; dine Aar vare fra Slægt til Slægt. |
| 26 | Du grundfæstede fordum Jorden. og Himlene er dine Hænders Gerning. |
| 27 | De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes. |
| 28 | Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt. |
