| 1 | Af David. Min Sjæl! lov Herren, og alt det, som i mig er, love hans hellige Navn. |
| 2 | Min Sjæl! lov Herren og glem ikke alle hans Velgerninger, |
| 3 | ham, som forlader dig alle dine Misgerninger; ham, som læger alle dine Sygdomme; |
| 4 | ham, som genløser dit Liv fra Graven; han, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed; |
| 5 | han, som mætter din Sjæl med det gode, at du bliver ung igen som Ørnen. |
| 6 | Herren øver Retfærdighed og Ret for alle fortrykte. |
| 7 | Han lod Mose vide, sine Veje, Israels Børn sine Gerninger. |
| 8 | Herren er barmhjertig og naadig, langmodig og af megen Miskundhed. |
| 9 | Han skal ikke bestandig gaa i Rette, ej heller beholde Vrede evindelig. |
| 10 | Han har ikke gjort imod os efter vore Synder og ikke betalt os efter vore Misgerninger. |
| 11 | Thi saa høj Himmelen er over Jorden, har hans Miskundhed været mægtig over dem, som frygte ham. |
| 12 | Saa langt som Østen er fra Vesten, har han ladet vore Overtrædelser være langt fra os. |
| 13 | Ligesom en Fader forbarmer sig over Børn, saa forbarmer Herren sig over dem, som frygte ham. |
| 14 | Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, at vi ere Støv. |
| 15 | Et Menneskes Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa blomstrer han. |
| 16 | Naar et Vejr farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kender det ikke længere. |
| 17 | Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed over dem, som frygte ham, og hans Retfærdighed med Børnebørn, |
| 18 | med dem, som holde hans Pagt, og med dem, som komme hans Befalinger i Hu for at gøre derefter. |
| 19 | Herren har befæstet sin Trone i Himmelen, og hans Rige behersker alt. |
| 20 | Lover Herren, I hans Engle! I vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst! |
| 21 | Lover Herren, alle hans Hærskarer! I hans Tjenere, som gøre hans Villie! |
| 22 | Lover Herren, I hans Gerninger alle til Hobe! i alle hans Herredømmes Steder: Min, Sjæl, lov Herren! |
