| 1 | Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed. |
| 2 | Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et relt. |
| 3 | Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger. |
| 4 | Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere. |
| 5 | Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed. |
| 6 | Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene. |
| 7 | De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst. |
| 8 | Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem. |
| 9 | Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen. |
| 10 | Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene. |
| 11 | De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst. |
| 12 | Øver dem bo Himmelens Fugle ud fra Grenene lade de deres Røst høre. |
| 13 | Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt. |
| 14 | Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden. |
| 15 | Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte. |
| 16 | Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Gedre, som han har plantet; |
| 17 | der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne. |
| 18 | De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne. |
| 19 | Han gjorde Maanen til at bestemme tiderne, Solen ved sin Nedgang. |
| 20 | Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den I rybe alle Skovens Dyr frem. |
| 21 | De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud. |
| 22 | Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler. |
| 23 | Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen. |
| 24 | Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme. |
| 25 | Her er Hav et stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store. |
| 26 | Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi. |
| 27 | De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid. |
| 28 | Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt. |
| 29 | Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv. |
| 30 | Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse. |
| 31 | Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger! |
| 32 | Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge. |
| 33 | Jeg vil synge for Herren medens jeg lover, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til. |
| 34 | Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren. |
| 35 | Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja. |
