HomeMenu
Jesus · Bible · HTML · CSS · JS · PHP · SVG · Applications

Salme 106

1Halleluja! Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.
2Hvo kan udsige Herrens vældige Gerninger, forkynde al hans Pris?
3Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfærdighed alle Tider.
4Herre! kom mig i Hu med din Kærlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse,
5at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, gleede mig ved dit Folks Glæde, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv.
6Vi have syndet mod vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed.
7Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundbed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav.
8Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt.
9Og han truede det røde Hav, og det blev tørt; og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken.
10Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genog der flød Vand, det løb igennem
11Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem.
12Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris.
13Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad.
14Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land.
15Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen.
16Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, Herrens hellige.
17Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob.
18Og Ild flammede op iblandt deres Hob en Bue fortærede de ugudelige.
19De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede.
20Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter.
21De glemte Gud; deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten,
22underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige rring ved det røde Hav.
23Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem?
24De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord.
25Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa Herrens Røst.
26Og han svor dem med opraki Iand, at han vilde lade dem falde i Ørken,
27og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene
28Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder
29Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem.
30Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op.
31Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig.
32De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
33Thi de vare genstridige imod hans Aand, og halalte ubetænksomt med sine Læber.
34De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren Havde sagt det til
35Men de blandede sig med hedningerne og lærte deres Gerninger.
36Og de tjente deres afguder, og disse bleve dem til en Snare.
37Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne.
38Og de udøste uskyldig Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet.
39Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter.
40Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.
41Og Han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem.
42Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand.
43Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld.
44Dog saa han til dem, da do vare i Angest, idet han hørte deres Raab.
45Og Han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, at det angrede ham efter hans store Miskundhed.
46Og han lod den fande Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem.
47Frels os, Herre, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn; rose os af din Pris!
48Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!