| 1 | Til Sangmesteren til Skeminith; en Psalme - af David. |
| 2 | Frels, Herre! thi de fromme ere borte: thi de trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn. |
| 3 | De tale Løgn, hver med sin Næste; med smigrende Læber, snart af et andet Hjerte tale de. |
| 4 | Herren udrydde alle smigrende Læber, den Tunge, som taler store Ord, |
| 5 | dem, som sige: Ved vor Tunge skulle vi faa Overhaand vore Læber ere med os; hvo er vor Herre? |
| 6 | For de elendiges ødelæggelses Skyld, for de fattiges Jamren vil jeg nu staa op, siger Herren; jeg vil sætte en Frelse for den, som han fnyser ad. |
| 7 | Herrens Ord ere rene Ord, ligesom Sølv, der er smeltet i en Ovn af Jord, lutret syv Gange. |
| 8 | Du, Herre! du vil bevare dem; du vil vogte os imod denne Slægt evindelig. De ugudelige færdes trindt omkring, naar Skarn ophøjes iblandt Menneskens Børn. |
