| 1 | Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi graad, naar vi kom Zion i Hu. |
| 2 | Paa Viderne i Landet havde vi hængt vore Harper. |
| 3 | Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade. |
| 4 | Synger for os af Zions Sange! Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land? |
| 5 | Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand! |
| 6 | Min Tunge længe ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde. |
| 7 | Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: "Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den." |
| 8 | Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med. |
| 9 | Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen. |
