| 1 | Til Sangmesteren; af David; en Psalme. Herre! du har ransaget mig og kender mig. |
| 2 | Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra. |
| 3 | Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle rnine Veje |
| 4 | Thi der er ikke et Ord paa rnin tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen. |
| 5 | Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand. |
| 6 | Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det. |
| 7 | Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt? |
| 8 | Dersom jeg farer op til Himrnelen, da er du der og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! |
| 9 | Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav, |
| 10 | saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast. |
| 11 | Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig. |
| 12 | Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset. |
| 13 | Thi du ejede mine Nyrer, du skærmede om mig i Moders Liv. |
| 14 | Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel. |
| 15 | Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb. |
| 16 | Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af den var kommen. |
| 17 | Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine ranker; hvor stor er dog deres Sum! |
| 18 | Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er da jeg endnu hos dig. |
| 19 | Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig. |
| 20 | Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt. |
| 21 | Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig? |
| 22 | Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender. |
| 23 | Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker! |
| 24 | Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej! |
