| 1 | Til Sangmesteren; af David. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig, vederstyggelig er deres Gerning; der er ingen, som gør godt. |
| 2 | Herren saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var nogen forstandig, nogen, som søgte Gud. |
| 3 | De ere alle afvegne, de ere fordærvede til Hobe; der er inben, som gør godt, end ikke een. |
| 4 | Have de ikke kendt det, alle de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kaldte ikke paa Herren. |
| 5 | Den Gang frygtede de saare, fordi Gud var med den retfærdiges Slægt. |
| 6 | Gører kun den elendiges Raad til Skamme; thi Herren er hans Tilflugt. |
| 7 | Gid der fra Zion kom Frelse for Israel! Naar Herren tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig. |
