| 1 | En Psalme, af David. Herre! jeg har raabt, til dig, skynd dig til mig, vend dine øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig. |
| 2 | Lad min Bøn staa som et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Hænders Opløftelse som et Aftenmadoffer. |
| 3 | Herre! sæt Vagt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør. |
| 4 | Bøj ikke mit Hjerte til nogen ond Handel, til at bedrive Misgerninger i Ugudelighed i Samfund med Mænd, som øve Uret; og lad mig ikke æde af deres lækre Mad! |
| 5 | Lad en retfærdig slaa mig i Kærlighed og revse mig; mit Hoved skal ikke vise Hovedolien fra sig; thi min Bøn skal fremdeles møde hines Ondskab. |
| 6 | Deres Dommere ere nedstyrtede i Klippens Favn; og de selv have hørt mine Ord, at de vare liflige. |
| 7 | Som naar en pløjer og furer Jordan, saa ere vore Ben spredte ved Dødsrigets Svælg. |
| 8 | Thi til dig, Herre, Herre! se mine Øjne hen; paa dig forlader jeg mig; giv ikke min Sjæl til Pris! |
| 9 | Bevar mig fra Snaren, som de have udstillet for mig, og fra deres Garn, som gøre Uret. |
| 10 | Lad de ugudelige falde i deres eget Garn, medens jeg derhos slipper forbi. |
