| 1 | Af David. Lovet være Herren, min Klippe! han, som lærer mine Hænder til Striden, mine Fingre til Krigen, |
| 2 | han, som er Miskundhed imod mig og min Befæstning, min faste Borg og min Befrier, mit Skjold og den, paa hvem jeg har forladt mig; han, som tvinger mit Folk under mig. |
| 3 | Herre! hvad er et Menneske, at du kendes ved ham? et Menneskes Barn, at du agter paa ham? |
| 4 | Mennesket er ligt et Aandepust, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi. |
| 5 | Herre! bøj dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, saa at de ryge. |
| 6 | Lad Lynet lyne og adspred dem, udskyd dine Pile og forfærd dem! |
| 7 | Udræk dine Hænder fra det høje, udfri mig og red mig af de store Vande af de fremmedes Haand, |
| 8 | hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens jeg højre Haand. |
| 9 | Gud! jeg vil synge dig en ny Sang, jeg vil synge Psalmer for dig til Psalteren med ti Strenge, |
| 10 | ham, Fjender, som giver Konger Frelse, som udriver sin Tjener David fra det grumme Sværd! |
| 11 | Udfri mig og red mig af de fremmedes Haand, hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens højre Haand, |
| 12 | at vore Sønner maa være som Planter, der ere komne til Frodighed i deres Ungdom; vore Døtre som Hjørnepiller, der ere udhuggede efter Templets Stil; |
| 13 | at vore Forraadskamre maa være fulde, at de kunne frembyde baade det ene og det andet Slags; at vore Faar kunne føde tusinde, ja, ti Tusinde paa vore Gader; |
| 14 | at vore Øksne maa være kraftige, at der intet Brud og ingen Afgang maa være, ej heller Klagemaal paa være Gader. |
| 15 | Saligt er det Folk, som det gaar saaledes; saligt er det folk, hvis Gud Herren er! |
