| 1 | En Psalme af David. Til dig, Herre! opløfter jeg min Sjæl. |
| 2 | Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskæmmes, at mine Fjender ikke skulle fryde sig over mig. |
| 3 | Ja, ingen, som bier efter dig, skal beskæmmes; beskæmmes skulle de, som. handle troløst uden Aarsag. |
| 4 | Herre! lad mig kende dine Veje, lær mig dine Stier. |
| 5 | Gør, at jeg gaar frem i din Sandhed, og lær mig den; thi du er min Frelses Gud, jeg bier efter dig den ganske Dag. |
| 6 | Herre! kom din Barmhjertighed og din Miskundhed i Hu; thi de have været fra Evighed. |
| 7 | Kom; ikke mine Ungdoms Synder eller; mine Overtrædelser i Hu; men kom du mig i Hu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, Herre! |
| 8 | Herren er god og oprigtig, derfor underviser han Syndere om Vejen. |
| 9 | Han skal gøre, at de ydmygede komme til Ret, og han skal lære de ydmygede sin Vej. |
| 10 | Alle Herrens Stier ere Miskundhed og Sandhed for dem, som bevare hans Pagt og hans Vidnesbyrd. |
| 11 | For dit Navns Skyld, Herre, forlad mig dog min Misgerning; thi den er stor. |
| 12 | Hvo er den Mand, som frygter Herren? han skal undervise ham om den Vej, som han skal udvælge. |
| 13 | Hans Sjæl skal bo i Lyksalighed, og hans Sæd skal arve Landet. |
| 14 | Herrens Omgang er med dem, som frygte ham, og hans Pagt er med dem, til at lade dem kende den. |
| 15 | Mine Øjne ere stedse til Herren; thi han skal drage mine Føder ud af Garnet. |
| 16 | Vend dit Angt til mig og vær mig naadig; thi jeg er enlig og elendig. |
| 17 | Mit Hjertes Ængstelser have vidt udbredt; før mig ud af mine Trængsler! |
| 18 | Se hen til min Elendighed og min Møje, og forlad mig alle mine Syn, |
| 19 | Se hen til mine Fjender, thi ere mange; og de hade mig at Gud altid vilde lade ham blive i sit Hus og duretfærdigt Had. |
| 20 | Bevar min Sjæl og red mig, at jeg ikke beskæmmes, thi jeg tror paa dig. |
| 21 | Lad Retsindighed og Oprigtighed bevare mig; thi jeg bier efter dig. |
| 22 | Forløs, o Gud, Israel af al dets nød. |
