| 1 | Til Sangmesteren; en Psalme af David. |
| 2 | Herre! jeg tror paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed. |
| 3 | Bøj dit Øre til mig, red mig hastelig; vær mig en fast Klippe, en sikker Borg til at frelse mig. |
| 4 | Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld vil du lede mig og føre mig. |
| 5 | Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke. |
| 6 | I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, Herre, du sande Gud! |
| 7 | Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa Herren forlader jeg mig. |
| 8 | Jeg vil fryde mig og være glad ved din i gæster Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæle. |
| 9 | Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum. |
| 10 | Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop. |
| 11 | Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede. |
| 12 | Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig. |
| 13 | Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var, som et Kar, der gaar tabt. |
| 14 | Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig. |
| 15 | Men jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud. |
| 16 | Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig. |
| 17 | Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed. |
| 18 | Herre! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget. |
| 19 | Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige. |
| 20 | Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn. |
| 21 | Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensværgelser; du vil gemme ved: dem i en Hytte for Tungers Kiv. |
| 22 | Lovet være Herren! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad. |
| 23 | Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig. |
| 24 | Elsker Herren, alle hans hellige! Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod. Værer frimodige, og han skal styrke eders Hjerte, alle I, som haabe paa Herren! |
