| 1 | Af David; der han anstillede sig afsindig for Abimeleks Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik bort. |
| 2 | Jeg vil love Herren til hver Tid; hans Pris skal altid være i min Mund. |
| 3 | Min Sjæl skal rose sig i Herren; de sagtmodige skulle hore det og glæde sig. |
| 4 | Lover Herren storlig med mig og lader os tilsammen ophøje hans Navn. |
| 5 | Jeg søgte Herren, og han bønhørte mig og friede mig af al min Frygt. |
| 6 | De saa til ham og oplivedes, og deres Ansigt skal ingenlunde blive beskæmmet. |
| 7 | Denne elendige raabte, og Herren hørte og frelste ham af alle hans Angester. |
| 8 | Herrens Engel lejrer sig trindt omkring dem, som frygte ham, og frier dem. |
| 9 | Smager og ser, at Herren er god; salig den Mand, som forlader sig paa ham. |
| 10 | Frygter Herren, I hans hellige! thi de, som frygte ham, have ingen Mangel. |
| 11 | De unge Løver lide Nød og hungre; men de, som søbe Herren, skulle ikke have Mangel paa noget godt. |
| 12 | Kommer, I Børn! hører mig; jeg vil lære eder Herrens Frygt. |
| 13 | Hvo er den Mand, som har Lyst til Livet, som Ønsker sig Dage for at se godt? |
| 14 | Bevar din Tunge fra ondt og dine Læber fra at tale Svig. |
| 15 | Vig fra ondt, og gør godt; søg Fred, og tragt efter den! |
| 16 | Herrens Øjne ere vendte til de retfærdige og hans Øren til deres Raab. |
| 17 | Herrens Ansigt er imod dem, som gøre ondt, for at udrydde deres Ihukommelse af Jorden. |
| 18 | Hine raabte, og Herren hørte, og han friede dem af alle deres Angster. |
| 19 | Herren er nær hos dem, som have et sønderbrudt Hjelte, og han vil flelse dem, som have en søndelknust Aand. |
| 20 | Mange Genvordigheder vederfares den retfærdige; men Herren skal udfri ham af dem alle sammen, |
| 21 | Han bevarer alle hans Ben; ikke et af dem skal blive sønderbrudt. |
| 22 | Ulykken skal dræbe den ugudelige, og de, som hade den retfærdige, skulle dømmes skyldige. Herren forløser sine Tjeneres Sjæl; og alle de, som forlade sig paa ham, skulle ikke dømmes skyldige. |
