| 1 | En Psalme af David; til Ihukommelse. |
| 2 | Herre! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme. |
| 3 | Thi dine Pile ere dybt nedtryk i mig, og din Haand har lagt sig paa mig. |
| 4 | Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld. |
| 5 | Thi mine Misgernger ere gaaede mig over Hovedede ere blevne mig for svare som en svar Byrde. |
| 6 | Mine Saar lugte ilde, de ere raadne for min Daarskabs Skyld. |
| 7 | Jeg gaar kroget, jeg er saare nedbøjet; jeg gaar hver Dag i Sørgeklæder. |
| 8 | Thi mine Lænder ere fulde af Skorpe, og der er intet sundt paa mit Kød. |
| 9 | Jeg er bleven dødkold og saare sønderknust; jeg hyler ud af mit Hjertes Uro. |
| 10 | Herre! al min Begæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig. |
| 11 | Mit Hjerte slaar heftigt, min Kraft har forladt mig, og mine Øjnes Lys, endog det er svundet for mig. |
| 12 | Mine Venner om mine Frænder holde sig i Afstand fra min Plage, og mine nærmeste staa langt borte. |
| 13 | Og de, som søge efter mit Liv, satte Snarer, og de, som søge min Ulykke, førte Fordærvelsens Tale og grunde den ganske Dag paa alle Haande Svig. |
| 14 | Men jeg er som en døv, der ikke hører, og som en stum, der ikke oplader sin Mund. |
| 15 | Jeg er som en Mand, der ikke hører, og som intet Gensvar har i sin Mund. |
| 16 | Thi jeg bier paa dig, Herre; du, Herre min Gud! vil bønhøre. |
| 17 | Thi jeg sagde: De skulle ikke glæde sig over mig; da min Fod snublede, gjorde de sig store imod mig. |
| 18 | Thi jeg er nær ved at halte, og min Pine er stadig for mig. |
| 19 | Thi jeg maa bekende min Misgerning, jeg sørger over min Synd. |
| 20 | Men mine Fjender leve og ere mægtige, og der er mange, som lade mig uden Skel. |
| 21 | Og de, som tale ondt for godt, de staa mig imod, fordi jeg efterjager det gode. |
| 22 | Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig! Skynd at hjælpe mig, Herre, min Frelse! |
