| 1 | Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David. |
| 2 | Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig. |
| 3 | Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt. |
| 4 | Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge. |
| 5 | Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort. |
| 6 | Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed; hvor fast han end staar. Sela. |
| 7 | Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem. |
| 8 | Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig. |
| 9 | Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren! |
| 10 | Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det. |
| 11 | Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag. |
| 12 | Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. Sela. |
| 13 | Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til. |
