| 1 | Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme. |
| 2 | Hører dette, alle Folkeslag! vender eders Øren hid, alle Verdens Indbyggere! |
| 3 | baade ringe og høje, rige og fattige til Hobe! |
| 4 | Min Mund; udtaler Visdom og mit Hjertes Betænkning Forstand. |
| 5 | Jeg vil bøje mit øre til Ordsprog; jeg vil udlægge min mørke Tale til Harpe. |
| 6 | Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig, |
| 7 | de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom? |
| 8 | Ingen Mand kan dog udløse en Brod han kan ikke give Gud Løsepene for ham. |
| 9 | Thi deres Sjæls Genløning vil koste meget og maa Evighed opgives, |
| 10 | saa at han skulde kunne leve hen bestandig uden at se Graven. |
| 11 | Thi den vil han faa at se; de vise dø, Daaren og den ufornuftige omkomme tilsammen, og de efterlade deres Gods til andre. |
| 12 | Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn. |
| 13 | Dog har et Menneske, som er i Værdighed, ikke Bestand; han bliver lig Dyrene, som udryddes. |
| 14 | Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres, Mund. Sela. |
| 15 | De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere. |
| 16 | Men Gud skal forløse min Sjæl af Dødsrigets Vold, thi han antager mig. Sela. |
| 17 | Frygt ikke, nnar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor; |
| 18 | thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham. |
| 19 | Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode: |
| 20 | Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset. Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes. |
