| 1 | Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Undervisning, af David. |
| 2 | Gud! vend Øren til min Bøn og skjul dig ikke for min ydmyge Begæring. |
| 3 | Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg vil overlade mig til min Klage og hyle |
| 4 | over Fjendens Røst, over den ugudeliges Undertrykkelse; thi de vælte Uret paa mig og hade mig i Vrede. |
| 5 | Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dadens Rædsler ere faldne paa mig. |
| 6 | Frygt og Bæven kom over mig, og Gru lægger sig over mig. |
| 7 | Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, da vilde jeg flyve bort og fæste Bo. |
| 8 | Se, jeg vilde flygte langt bort; jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela. |
| 9 | Jeg vilde haste til et Tilflugtssted for mig, fra Hvirvelvinden og Stormen. |
| 10 | Herre! opslug dem, gør deres Tunger uens; thi jeg har set Vold og Trætte i Staden. |
| 11 | Dag og Nat omringe de den paa dens Mure, og Uret og Møje er inden i den. |
| 12 | Ondskab hersker inden i den og Bedrageri og Svig vige ikke fra dens Gade. |
| 13 | Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig; ellers maatte jeg lære det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham; |
| 14 | men det er dig, et Menneske, som var min Jævnlige, min, Ven og min Kynding. |
| 15 | Vi, som venligt holdt Raad sammen, som vandrede i Guds Hus iblandt Skaren. |
| 16 | Døden føre Forglemmelse over dem! lad dem fare levende ned i Dødsriget; thi der er Ondskab i deres Boliger, i deres Inderste. |
| 17 | Jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig. |
| 18 | Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, og han vil høre min Røst. |
| 19 | Han har forløst min Sjæl i Fred fra Striden imod mig; thi de vare i Mængde mig imod. |
| 20 | Gud skal høre og svare dem, han, der bliver evindelig - Sela - efterdi der ingen Forandring er hos dem, og de ikke frygte Gud. |
| 21 | Han har lagt Haand paa dem, som havde Fred med ham; han har vanhelliget sin Pagt. |
| 22 | Hans Munds Ord ere glatte som Smør; men der er Strid i hans Hjerte; hans Ord ere blødere end Olie, og dog ere de dragne Sværd. |
| 23 | Kast din Sag paa Herren, og han skal forsørge mig; han skal ikke evindelig tilstede, at den retfærdige rokkes. Men du, Gud! du skal støde dem ned i Gravens Dyb; blodgerrige og falske Mænd skulle ikke naa deres Dages halve Tal; men jeg vil forlade mig paa dig. |
