| 1 | Til Sangmesteren; "fordærv ikke"; af David; "et gyldent Smykke"; der Saul sendte hen, og de toge Vare paa Huset for at han ham ihjel. |
| 2 | Min Gud! fri mig fra mine Fjender, sæt mig paa et højt Sted imod dem, som staa op imod mig. |
| 3 | Fri mig fra dem, som gøre Uret, og frels mig fra blodgerribe Mænd! |
| 4 | Thi se, de lure efter min Sjæl, de stærke holde sammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o Herre! |
| 5 | Uden min Skyld storme de frem og stille sig op; vaagn op at møde mig og se til! |
| 6 | Ja, du, Herre, Gud Zebaoth! Israels Gud, vaagn op at hjemsøge alle Hedningerne! vær ingen naadig af alle de troløse Niddinger! Sela. |
| 7 | De komme igen imod Aftenen, de tude som Hunde og løbe omkring i Staden. |
| 8 | Se, de udgyde Ord af deres Mund, der er Sværd paa deres Læber; thi "hvo hører det?" |
| 9 | Men du, Herre! du ler ad dem, du spotter alle Hedrlingerne. |
| 10 | Imod hans Styrke vil jeg vogte paa dig, thi Gud er min Befæstning. |
| 11 | Gud, som beviser mig Miskundhed, skal komme mig i Møde; Gud skal lade mig se med Lyst paa mine Fjender. |
| 12 | Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk ikke skal glemme det; lad dem vanke hid og did for din Magt, og lad dem styrte, Herre, vort Skjold. |
| 13 | Deres Læbers Ord er Synd i deres Mund; lad dem gribes i deres Hovmod og for den Forbandelse og Løgn, som de udsige. |
| 14 | Gør Ende paa dem i din Vrede, gør Ende paa dem, at de ikke ere mere til; og de skulle vide, at Gud er den, som hersker i Jakob indtil Jordens Ender. Sela. |
| 15 | Og de skulle komme igen om Aftenen, tude som Hunde og løbe omkring i Staden. |
| 16 | De skulle vanke hid og did efter; Fode og overnatte, uden at de blive mætte. |
| 17 | Men jeg vil synge om din Styrke, jeg vil synge med Fryd om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Befæstning og en Tilflugt paa min Nøds Dag. Min Styrke! for dig vil jeg synge, thi Gud er min Befæstning, Gud; som beviser mig Miskundhed. |
