| 1 | Til Sangmesteren; til Susan-Eduth; af David; "et gyldent Smykke"; til at læres; |
| 2 | der han stred med Mesopotamierne og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, tolv Tusinde. |
| 3 | Gud! du har forkastet os, du har sønderrevet os; du har været vred; vend om til os igen! |
| 4 | Du har bragt Jorden til at skælve, du har sønderslidt den, læg dens Brøst; thi den ryster. |
| 5 | Du lod dit Folk se haarde Ting; du gav os Vin at drikke, saa at vi tumlede. |
| 6 | Men nu har du givet dem, som dig frygte; et Banner, som hæver sig for Sandhedens Skyld (Sela), |
| 7 | paa det dine elskelige maa udfries; saa frels med din højre Haand og bønhør os! |
| 8 | Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal. |
| 9 | Mig hører Gilead til, og mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn; Juda er min Herskerstav. |
| 10 | Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland! |
| 11 | Hvo vil føre mig til den faste Stad? Hvo har ledet mig indtil Edom? |
| 12 | Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære? Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender. |
