| 1 | Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David. |
| 2 | Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse. |
| 3 | Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget. |
| 4 | Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød? |
| 5 | Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. Sela. |
| 6 | Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning. |
| 7 | Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes. |
| 8 | Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud. |
| 9 | Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela. |
| 10 | Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe. |
| 11 | Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil! |
| 12 | Een Gang har Gud talt, ja, to Gange; hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning. |
