| 1 | Til Sangmesteren; en Psalme af David; en Sang. |
| 2 | Gud! man lover dig i det stille i Zion; og dig skal betales Løfte. |
| 3 | Du, som hører Bønnen; hen til dig tyr alt Kød. |
| 4 | Misgerningerne ere blevne mig for svare; vore Overtrædelser, dem ville du sone! |
| 5 | Salig er den, som du udvælger og lader komme nær, at han maa bo i dine Forgaarde; vi skulle mættes med dit Hus's Gode, i dit Tempels Helligdom. |
| 6 | Forfærdelige Ting skal du, vor Frelses Gud, svare os i Retfærdighed, du, som er en Fortrøstning for den hele vide Jord og Havet i det fjerne. |
| 7 | Han gør Bjergene faste ved sin Kraft, han er omgjordet med Vælde; |
| 8 | han stiller Havets Brusen, dets Bølgers Brusen derudi og Folkenes Bulder. |
| 9 | Og de, som bo ved det yderste, frygte for dine Tegn; du fylder Morgenens og Aftenens Frembrud med Jubel. |
| 10 | Du har besøgt Jorden og givet den Overflod, du gør den meget rig; Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dem Korn, thi dertil gør du Jorden skikket. |
| 11 | Du vander dens Furer, du nedtrykker det pløjede; du gør den blød med Regn, du velsigner dens Grøde. |
| 12 | Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme. |
| 13 | Græsgangene i Ørken dryppe, og Højene ere omgjordede med Fryd. Engene ere klædte med Faarehjorde, og Dalene ere skjulte med Korn; de juble, ja de synge. |
